Julemandens Sidste Ferie by Loonies [web]
------------------------------------------------------------------------------
Julemandens Sidste Ferie
a Livitas Production
by
Loonies
released at TP98
------------------------------------------------------------------------------
Credits:
------------------------------------------------------------------------------
Code: Psycho
Gfx: Laika, Bifrost, Blueberry
Objekt: Laika
Music: Puryx/Unique
Silly text: Tarmslyng, Nigel
------------------------------------------------------------------------------
Requirements:
------------------------------------------------------------------------------
AGA, 020+, 2mb fast
------------------------------------------------------------------------------
Baggrundshistorien:
------------------------------------------------------------------------------
De omkringværende mennesker så beroligende på ham, som om han intet havde at
frygte. Hans hue, som i sidste øjeblik var farvet rød, hang fra en af træ
masterne som et lille flag der ventede på at blive sluppet løs i et grønt
hav langt væk fra den verden man hidtil havde kendt. Båden gyngede og han
fik lyst til at løbe ned langs dækket men opgav da menneskene havde lagt
sig ned langs hele dækket. Den store sæk ved siden af ham begyndte at tale
og lignede til forveksling en bil. De fleste af gaverne der stak op af
den lignede ulve, blå, med spidse tænder, valpe. Folk anså dem for værdifulde,
idet de kunne flyve, men ikke nok med det, var de også gode til at efterligne
nutidige og uddøde mennesker. Et gode som for de fleste virkede uvirkeligt,
men når man bad om noget; fik man det. Han vendte sig om, tog sækken på ryggen
og kravelede op i et vissent træ. Et spejl hang der i korridoren, han åbnede
døren bag den, og befandt sig pludselig i et rum fyldt med store tænder. Ved
nogen af dem stod små grønklædte mænd, der tilsyneladende var igang med at
pynte op til den nærtståendene højtid. Han ville spørge dem om noget, men så
da så, at ingen af dem formodentlig kunne svare da de ingen mund havde. Det
var deres hemmelige våben, tænkte han. Men ivirkeligheden var han ligeglad,
der var kun knogler tilbage nu, og mens blodet flød, og kuglerne fø om hovedet
på ham, lagde han sig ind i maskinen. Han kunne føle vreden derinde. Bag alle
verdens døre, så han at det blot var en af mange muligheder. Men det gjorde
ingen forskel. De ville begrave ham derinde, mens han hylede som de ulve der
lå i hans sæk, så blå som en myre. Han følte hvordan insekterne kravlede rundt
i ham, mens gaderne blev større og større indtil han stod på en afbrændt mark.
Han satte sig ned på en bænk, så sig over skulderen, og følte en dyb smerte da
de skar hans ene ben af. Igen så han dem løbe i cirkler ind i en snedrive han
i første omgang havde overset; han åbnede sin mund og lod den kolde luft sive
ud. Igen og igen så han dem for sig, med deres store næser og metal agtige
fødder, der var plantet oven på hans flade hoved. Hans næse havde revet sig
løs, og var begyndt at snakke med naboen, som støjende var begyndt at hamre
en gul pæl i jorden. Han forstod det ikke; og imens han blev suget op af en
kæmpe støvsuger, tænkte han på den gang han havde siddet på en strand fyldt
op til randen af store krabber. Han huskede det som om at de mindst havde
været 10 meter lang, den gang; og først nu forstod han de mønstre han havde
set på deres brune skjolde. Han huskede at han havde stået på en stor afsats
og set ned i en dyb køft, en på den anden side havde derefter åbnet et vindue,
lydløst ganskevidst. Han havde visket nogle uforståelige ord til sig selv
inden han så sig selv falde ned i grøften. Måske havde det været et tegn på
at han nu endelig forstod det; det farlige, og hvorfor der var begyndt at
vokse mos på hans pande. han begyndte at binde knuder på sin langehale
som havde det været lakridssnørebånd. En indre uro voksede i ham og han
hoppede videre som en kanin ned af den lange beton gang, som med korte
intervaller blev forstyret af højt lysende billeder af løbende mennsker.
Han følte sig opløst; forsvindende lille i mørket der omgav ham. På engang
var han vokset sammen med det firkantede rum, som han langsomt prøvede at
sprænge. Hans arme var som tunge mursten, der så med glade barne øjne på alle
de usynlige kasser under træet. Måske var det nettop det, det var han ledte
efter; en usynlig hindring. Den brændte lugt, sivede ind i hans lunger og
ætsede de sidste rester af glæde bort; og sammen med hans lange spidse
tænder bed han ledningen over og faldt så lang han var ned på det nærmeste
gulv.
Da han vågnede igen føltes verden anderledes; den nærmest brændte, mens nye
lyde nåede hans øre. De blev spidse i lyset, og han forvandlede sig, men igen
havde han glemt huen; så de forsatte med at spise ham som var han en and,
eller en rumridder uden skjold. Det var som en sort sky, der spejlede sig
i hans ydre bark.
------------------------------------------------------------------------------
NB! this demo was made spontaneously 2 hours before deadline
http://www.gbar.dtu.dk/~c960502/
[ back to the prod ]